Strandvejen

Nyd den frie panoramaudsigt over havet, mens ilden knitrer i kaminen. En af de nærmeste naboer er, udover Øresund, Golfklubben, Kokkedal Slot og charmerende Rungstedgaard.

I første række direkte ud til Øresund i Rungsted ligger denne fantastiske, lyse villa. Med sine 251 kvadratmeter er der god plads til en familie – og har du behov for endnu mere plads, er der spændende muligheder for udvidelse.

Solopgangen kan nydes i den usædvanlig lyse vinkelstue, der har panoramaudsigt over Øresund, eller på den store træterasse som der er direkte adgang til fra alrummet, og som løber parallelt med huset.

En gennemgående åben pejs adskiller stuen fra spiseafdelingen og køkkenet, og man kan nyde den levende ild fra begge sider. Der er store vinduer både mod øst og syd, og fra både stuen og køkkenet er der direkte adgang til den store terrasse, hvor man kan nyde solen og udsigten – Den vender både mod øst, vest og syd. De resterende værelser har ligeledes direkte udsigt til Øresund.

Huset ligger på en 1900 kvadratmeter stor grund, som der er mulighed for at udvide på. Med køb af denne bolig, får du også en unik mulighed for udvidelse. Der følger færdigudviklede arkitekttegninger med til en spændende udvidelse på i alt 169 kvadratmeter – den samlede bebyggelse kommer op på 420 kvadratmeter.